fredag den 17. november 2017

3 højskoleelever

Mia Lechner Nielsen, Zanzibar Højskolen, Afrika
I august 2014 tog Mia Lechner Nielsen til Zanzibar. Hun havde længe drømt om at komme på højskole, men udrejsetrangen trak også i den på det tispunkt 20-årige sportspige. Takket være den private tanzaniansk/skandinavisk-ejede højskole behøvede hun ikke at vælge:
– Vi var 47 skandinaver af sted. Det var faktisk et af de små hold. Jeg tror, man kan være over 70 på de store hold. Vi boede på skolen i bungalows lige ved stranden. Vi blev undervist i alt muligt obligatorisk som swahili, kulturforståelse, miljøkendskab, selvindsigt og idræt. Vi havde også et større projektarbejde kørende med de lokale i landsbyen. Jeg syntes jo, at idræt er top fedt, så det var nok især på grund af idrætten, jeg valgte netop den udenlandshøjskole – især fordi man også kan få et dykkercertifikat gennem skolen. Det tog cirka 14 dage og er bare mega fedt, fortæller Mia Lechner Nielsen.
– I det hele taget har jeg fået en masse vilde oplevelser. Vi var på sådan en adventure-tur på et tidspunkt, hvor man virkelig blev rystet sammen! Det varede to uger, hvor man hver dag skulle åbne en ny kuvert med besked om, hvad man så skulle den dag. Det var fedt at rejse rundt i Tanzania på den måde. Den vildeste kuvert vi fik, var nok den dag vi skulle på safari. Det skal opleves! Vi så alle de dyr, der er med i Løvernes Konge. Nu her et lille år efter højskolen, er jeg flyttet fra Fredericia til København. Det har været fedt at have et stort netværk fra højskolen herovre allerede. Man bliver tætte på hinanden og får et forhold, hvor man kender hinanden på godt og på ondt. Det er mega fedt.
Mille Olsen, Rønde højskole, 8410 Rønde
I januar 2015 startede Mille Olsen på Rønde højskole på Sygeplejer/medicin-linjen. Årene forinden havde hun søgt ind på sin drømmeuddannelse som jordmoder. To gange. Uden held:
– Jeg havde ikke det der gennemsnit på 11,6 fra gymnasiet, men jeg havde læst inde på uddannelsesguiden, at det ville give point på en kvote 2-ansøgning, hvis man havde været ude og rejse eller på højskole. Jeg havde allerede arbejdet frivilligt i Uganda i fire måneder, så det var krydset af, og jeg havde lavet en hel masse andet inden for sundhedssektoren, så jeg vidste snart ikke, hvad jeg kunne gøre for at komme ind på min drømmeuddannelse, fortæller Mille Olsen.
Efter en Google-søgning på ”højskole + jordmoder” kom den studieforberedende højskole i Rønde frem på skærmen, og Mille Olsen begyndte at spare op. Det, der egentlig startede som et nødvendigt trinbræt til noget andet, kom hurtigt til at betyde mere, end hun havde drømt om:
– Jeg har taget så meget med mig derfra! For det første har jeg mødt en masse fantastiske mennesker. For det andet havde jeg aldrig haft en hobby – altså noget jeg virkelig brændte for – i mit liv. Det ændrede sig, efter jeg fik jeg adventure som sidefag! Dét har bare fanget mig helt vildt! Jeg kan slet ikke stoppe! Det er mega sejt, at man kan være ældre og finde ud af, at man faktisk har haft en hobby inde i sig hele tiden. Nu har jeg besluttet mig for, at jeg skal bestige Kilimanjaro til februar. Det ville jeg ALDRIG have gjort, før jeg var på Rønde. Og så kom jeg endelig ind på jordmoderuddannelsen. Det tror jeg også, at jeg skylder Rønde en stor tak for!
Nikolaj Jensen, Nørgaards højskole, 8850 Bjerringbro
– Jeg er sådan en sportstype, så da jeg skulle vælge højskole, var jeg slet ikke i tvivl om, at det skulle være noget med sport. Samtidig havde jeg det sådan, at det heller ikke skulle være det eneste, det handlede om. Jeg ville helst ind et sted, hvor sport var en stor del af det – men ikke alt, fortæller højskoleelev Nikolaj Jensen, 21 år. Valget faldt på Nørgaards Højskole i Bjerringbro, der har linjefag i foto, rytmisk musik, e-musik, filmskuespil, dans, skrivning, kunst – og adventuresport og outdoor, som var den linje, Nikolaj Jensen faldt for:
– Det hele har bare været vildt fedt! Kajak, ridning, klatring og mountainbike! Jeg har svært ved at vælge noget ud som det fedeste. 
– Jeg har spillet håndbold i mange år, men blev skadet sidste år. Så mit mål har været at komme i rigtig god form igen. Jeg har aldrig været den store løber, men jeg har sat et mål om, at jeg skal kunne løbe ti kilometer, når jeg er færdig her. Det skal nok lykkes, griner Nikolaj Jensen, der også tager noget andet med sig fra højskoleopholdet:
– Oveni alt det er jeg blevet meget bedre til engelsk! Vi har 15-16 internationale elever på højskolen, fra Polen, Litauen, Venezuela, Costa Rica, Letland, Ungarn, Slovakiet og et par stykker fra Norge. Hver gang man er sammen ude på linjerne, er der som regel en eller to, der ikke taler dansk, så engelsk er ligesom blevet hovedsproget her. For tre måneder siden var det super grænseoverskridende at tale engelsk, syntes jeg, men nu er det bare helt naturligt! Vi har det skægt med det, og det har været fedt at få venner fra andre steder i verden, slutter Nikolaj Jensen, der heldigvis stadig har et par måneder endnu tilbage på højskolen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

En rejse i selvindsigt

Ti dages intensiv undervisning i swahili og så er man godt klædt på til at få mere indsigt i sig selv på et højskoleophold på Zanzibar. ...